-
Oprydningsarbejde fra Mærsk-containere er afsluttet på strandene
Source: BDK Borsnyt / 28 Dec 2023 13:54:43 America/New_York
Oprydningsarbejdet af vraggodset fra tabte Mærsk-containere er afsluttet på de berørte strande langs den nordjyske vestkyst. Det oplyser strandfoged Thomas Duurloo torsdag aften. - Alt det, der var strandet fra Bulbjerg op til Nørre Lyngby på strandene, er fjernet. Omkring middag i dag (torsdag, red.) var man færdig med at få det samlet op, siger han. Gummigeder og ladvogne er blevet sat ind flere steder på strækningen fra Bulbjerg til Blokhus for at indsamle strandet gods, som blev tabt af et Mærsk-fragtskib under stormen Pia. Der pågår fortsat et arbejde med at rydde op i klitterne, hvor blandt andre frivillige fra Beredskabsstyrelsen har været med til at fjerne flamingo og små poser med medicinaludstyr. - Det er mere komplekst i klitterne, i forhold til at man ikke kan få maskiner derop, så der skal gå mennesker i klitterne. - Det har været i gang hele tiden, så derfor er mængden af det ikke uoverskuelig, siger Thomas Duurloo. Fragtskibet Mayview Maersk tabte natten til den 22. december 46 containere i Skagerrak. Fire af containerne er ifølge Mærsk drevet i land, mens et bjærgningsfartøj er på udkig efter de andre. Onsdag begyndte oprydningsarbejdet på de berørte strande for alvor. Der er ikke farligt gods i de over 40 containere, som fortsat befinder sig i Skagerrak. Det sagde miljøminister Magnus Heunicke (S) efter et møde med Mærsk torsdag. Der er dog ikke "en præcis angivelse af, hvad der er i containerne, eller hvilken stand de er i". - Det er logisk, at det har konsekvenser for havmiljøet, når så mange containere med gods ryger i vandet. Hvilken gods, der er tale om, er helt afgørende for, hvad konsekvenserne vil være for havmiljøet, sagde Heunicke. Farligt gods er ifølge Beredskabsstyrelsen en fællesbetegnelse for stoffer og genstande, som kan forårsage skader på mennesker, miljø eller ejendom, hvis de ikke håndteres korrekt under transport. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/danmark/oprydningsarbejde-fra-maersk-containere-er-afsluttet-paa-strandene